Sceptre Stakes-hattrick af Hot Fudge på lørdag?
Seks deltagere er på plads i startboksen til Sceptre Stakes- årets sidste storløb for de 3-årige og ældre hopper på Klampenborg. Feltets helt store favorit er Hot Fudge, der her er på jagt efter sin tredje sejr på stribe i netop dette opgør.
6-årige Hot Fudge har igennem karrieren fejret adskillige store triumfer på Klampenborgs græs, og hendes resultatrække inkluderer sejre i både Mowerinaløb, Dansk Oaks, Skandinavisk Grand Prix og altså to gange Sceptre Stakes. Vi har ikke set meget til Hot Fudge her på Klampenborg i 2009, hvilket bl.a. skyldes, at hun har været et par gange syd for grænsen for at starte i tyske storløb.
Ligesom ved sejren i fjor har Lennart Reuterskiöld Jr. booket Kim Andersen til at varetage favorittens chancer, og netop dette ridt på Hot Fudge kan være af afgørende karakter for Andersen, der lige nu er to sejre foran både Jacob Johansen og Lennart Hammer i kampen om jockeychampionatet.

Duo fra Jessica Long
Jessica Long, der i år har haft sin første sæson som professionel træner, kommer med to modbud til Hot Fudge i form af Babs og Kendwa. Den på papiret bedste af de to er Kendwa, der i halvdelen af sin karrieres blot 16 starter har været blandt de tre første. I år har Kendwa dog ikke været helt så skarp som i fjor hvor hun vandt fire gange, og årets første sejr lader fortsat vente på sig. Babs vundet en enkelt af sine første otte starter, hvilket var i et handicap på Derby Dag i juni måned. Siden har hun leveret flere stabile præstationer i handicapsammenhæng, men møder først nu de gode ældre hopper fra lige vægt. Babs står fire kilo under sin staldveninde Kendwa, men alligevel sidder Jessica Longs førstevalg Mark Larsen op på Babs, hvilket måske indikerer et omvendt styrkeforhold.
Viola Vrinsk på distancen?
Søren Jensen-trænede Viola Vrinsk vandt COLEXON Energy Larch Ærespræmie på Derby Dag, og siden har hun gjort en god figur i tre forskellige Breeders’-opgør. Det bliver dog første gang hun skal testes over 2200 meter, og imens talentet med sikkerhed findes, kan der måske stilles et lille spørgsmålstegn ved hendes distanceformåen. Feltets to sidste deltagere Vida Nova og Mai ser ud til at have en del at indhente på de øvrige, men alt i alt ser ingen ud til at kunne afskrives til andenpladsen bag Hot Fudge.
|