Carpe Diem pudser Derbyformen af
Med blot 15 dage til Dexia Dansk Derby, er det ved at være sidste udkald for de heste der endnu ikke har opnået kvalifikation til kampen om de blå bånd. Derby Trial Stakes er som altid den sidste chance her på banen for at få tal til at komme med i Derbyet, og det har tiltrukket fuldt hus med 12 deltagere til start i dagens opgør.

Det altoverskyggende fokus på Derby Trial Stakes ligger dog på Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Carpe Diem, der vinteren igennem har været favorit til Derbysejren, og som leverede en fremragende sæsondebut her på banen den 25. maj som anden bag Classical World i Svein Tuftes Mindeløb.
Hvor god er Guineas-formen?
Hvor god er Guineas-formen? Brian Wilson har i Clauses Star allerede en enkelt hest kvalificeret til Dexia Dansk Derby. Clauses Star kommer her ud for at teste hvor god formen fra Dansk 2000 Guineas, hvor Cut Royale choksejrede, virkelig er. Clauses Star har i hver eneste af sine starter i år formået at forbedre sig, og Most Welcome-sønnen ligner på nuværende tidspunkt absolut en hest der med lidt yderligere fremgang vil kunne ende blandt præmietagerne i selve Derbyet.
Løbsdagen byder bl.a. også på finalen i Klampenborg HesteEjerForening og Trænerforeningens Grand Prix Serie, hvor 14 deltagere kæmper om en førstepræmie på 80.000 kroner. Derudover får vi et seværdigt opgør i Copperfield Løb over 1400 meter, hvor storløbsvinderen Kendwa bl.a. møder sidste uges vinder af Jyllandsløbs Consolation, Hongkong Legend og Søren Jensen-duoen Flyer og Vanity Fair.
Rigtig god fornøjelse på ”Dagen før Dagen”!
|